I hælene på den danske delegation

»Nu vil vi altså tale med en munk,« insisterer Ellen Trane Nørby (V) overfor turistguiden. Sammen med de andre medlemmer af Det Udenrigspolitiske Nævn er hun på sightseeing i det tibetanske Kumbum-kloster. Guiden har ellers underholdt om klosterets historie. Men efter flere opfordringer finder han en tibetansk munk til danskerne. Han omringes hurtigt af nævnets otte medlemmer. De er sultne efter at vide, hvordan han har det. Hvordan er livet som munk? Har du oplevet problemer som munk? Er der begrænsninger på din religionsfrihed?

Munken smiler beklemt ved den danske spørgelyst. Tidligere har andre munke fortalt Information, at de kun tør tale om det pres, de er udsat for fra det kinesiske styre, hvis ingen andre er inden for hørevidde. Selv andre munke stoler de ikke på, da de er ganske klar over, at der er mange stikkere blandt deres egne. Få minutter før nævnsmedlemmerne ankommer står en munk i en gyde i klosterkomplekset og fortæller med forsigtig stemme om tibetanernes klager over undertrykkelse af deres kultur og religion, og hvordan de er blevet til andenrangsborgere i deres egne traditionelle områder. Det har ført til stadig større vrede blandt tibetanerne, og et hastigt voksende antal har sat ild til sig selv i protest. »Hvis vores forhold fortsætter på denne måde, så vil der komme mange flere selvbrændinger,« siger han.

Men nu beder de danske folketingspolitikere deres munk om at stå frem og svare åbent på politisk farlige spørgsmål. Han behøver dog ikke bekymre sig. Den politisk veltrænede turguide besværer sig ikke engang med at oversætte mange af spørgsmålene. I stedet svarer han beredvilligt på munkens vegne. Munken er glad, kan guiden berette. Han har ingen problemer.

Så meget klogere fortsætter politikerne rundt i Kumbum-klosteret i fodsporet på talrige kinesiske turistgrupper. Ved hovedindgangen bliver de mødt af en orange gravko. Den er i gang med at opgradere det 500 år gamle kloster. En ny parkeringsplads og nye toiletfaciliteter. Det skal være med til at løfte klosterets status fra firstjernet til femstjernet turistattraktion, proklamerer en plakat. Og samtidig cementere klosterets position som Qinghai-provinsens største turistattraktion.

Her tør det kinesiske styre godt lade den danske delegation komme på sightseeing. Udenrigspolitisk Nævn ville gerne til provinsen Tibet, men det har de kinesiske myndigheder forhindret. I stedet må danskerne stille sig tilfreds med Qinghai, der ligger i den nordlige del af det tibetanske plateau. Her får de danske politikere lige præcis lov til at se det, som kineserne tillader.

Men blot 100 km fra folketingspolitikernes turistdestination er situationen en helt anden. Her er adgang forbudt for udlændinge, da der her fortælles historien om voksende desperation blandt tibetanerne. Klokken 6.20 om morgenen sidste fredag i byen Jianzha hældte den 54-årige tibetaner Tamdin Thar benzin over sin krop og satte ild til sig selv foran byens politihovedkvarter. Dermed blev han den foreløbigt seneste i en lang række af tibetanere, der har sat ild til sig selv i protest mod det kinesiske styre.

Siden februar 2009 har der været mindst 39 selvbrændinger.

»Han gjorde det, fordi presset mod vores folk er blevet for stort,« siger en ung lokal tibetaner, mens han sidder på hug langs vejen med udsigt over Jianzha på den anden side af en flod. »Efter selvbrændingen demonstrerede mange i byen. De krævede, at politiet gav hans lig tilbage til hans familie.«

Information vil gerne besøge byen. Men det er myndighederne ikke interesseret i. Allerede i provinshovedstaden Xining advares en chauffør af politiet mod at køre udenlandske journalister til området.

Og da det lykkes at komme til Jianzhas byport, har politiet oprettet en vejspærring.

»I har ikke tilladelse til at komme ind i byen. Kør tilbage, til hvor I kom fra,« siger en betjent, efter han har tjekket pas og utallige gange talt i telefon med sin overordnede. Presset til at forklare, hvorfor Jianzha er forbudt område, svarer han: »Samfundsstabiliteten er ikke god. Det er for jeres egen sikkerheds skyld.«

Da vi kører væk fra Jianzha forfølges vi små 40 km. Myndighederne vil være sikre på, at vi forlader området.

Men det er tilsyneladende ikke kun de kinesiske myndigheder, der vil holde medier på afstand. Mens de danske nævnsmedlemmer siger, de er kommet til Kina for at opfordre styret til at åbne op, så har også den danske side svært ved at være begejstret for pressedækning af besøget.

»Der vil ikke være mulighed for at deltage på rejsen til Qinghai,« lyder det i en e-mail fra den danske ambassade i Beijing.

Efter e-mailen er ambassaden kun drypvis villig til at tilbyde informationer om turen efter utallige forespørgsler. Først efter turen er godt i gang tilbyder ambassaden et program.

Ambassadens repræsentanter, som følger med folketingspolitikerne, har da også svært ved at skjule deres misfornøjelse over at se et par danske journalister trodse forbuddet og stå og vente på gruppen i Kumbum-klosteret.

I Qinghai skubber den danske ambassadør Friis Arne Pedersen ansvaret for den manglende villighed til at få dansk presse med på turen over på politikerne.

»Vi har kun gjort, hvad nævnsmedlemmerne har besluttet,« siger han.

Formanden for Det Udenrigspolitiske Nævn, Jeppe Kofod (S) afviser dog, at det er en politisk beslutning ikke at ønske dansk presses dækning af turen: »Vi ønsker størst mulig åbenhed omkring vores besøg. Vi synes, det er vigtigt, det bliver dækket,« siger han.

Hvorom alting er, så har de kinesiske statsstyrede medier fin adgang til den danske delegations møder med kinesiske politiske ledere. Medierne rapporterer om danskernes møde med Qinghai-provinsens politiske leder, kommunistpartiets partisekretær Qiang Wei.

Han citeres for at fortælle om den flotte udvikling i Qinghai til de udenlandske besøgende, og hvordan der er harmoni og en følelse af national solidaritet blandt provinsens etniske grupper. Samtidig citeres Jeppe Kofod for at takke partisekretæren og sige, at der er »enormt« potentiale for forholdet mellem Danmark og Qinghai. Udenrigspolitisk Nævns kritik af forholdene i de tibetanske områder nævnes ikke i den kinesiske pressedækning.

Jeppe Kofod ser dog ikke sig selv som et propagandaværktøj for styret. »Myndighederne fører jo al den propaganda de vil med eller uden et dansk udenrigspolitisk nævns besøg. Sådan er det i Kina,« siger han. »Man får den sandhed, som magthaverne vil præsentere.«

Og nævnet er også klar over, at det ikke kun gælder for den kinesiske befolkning, men også dem selv på denne tur. »Vi er jo gæster inviteret af det udenrigspolitiske udvalg for folkekongressen i Kina. Det er dem, der har lavet programmet, så det er selvfølgelig begrænset, hvad vi får lov at se,« siger Jeppe Kofod.

Søren Pind (V) siger om forholdene for turen: »Hvad er alternativet Vi gør, hvad vi kan. Vi ved jo godt, at vi ikke får den fulde sandhed.« Han siger, at det er vigtigt, at folketingspolitikerne »holder fast i vores position« over for kineserne på menneskerettighedsområdet, da det for Danmark og Vesten »også er en udfordring, hvis lande som har et noget mere uafklaret forhold til menneskerettigheder fylder mere og mere.«

Jeppe Kofod begrunder besøget med, at det giver mulighed for at få en kritisk dialog med de kinesiske myndigheder. »Jeg føler, de lytter til vores kritik, men om de så tager det til sig, det kan vi jo ikke vurdere,« siger han. »Det kan godt være, de ikke er enige med os, sådan er det jo nogle gange, men jeg tror, man får meget ud af tale med dem, man er uenige med – på længere sigt, så præger man altså deres holdninger.«

Det, som Jeppe Kofod betragter som den bedste strategi, valgte hans partifælle, Helle Thorning-Schmidt, dog at fravælge, da den kinesiske præsident Hu Jintao sidste uge var på besøg i Danmark. Hun ville ikke stille kritiske spørgsmål om Tibet og dermed forsøge at præge Kinas øverste leder. Spurgt ind til det, skifter Kofod argument: »Jeg tror, man undervurderer kineserne, hvis man tror, de ikke ved præcis, hvad statsministeren og vores regering og skiftende regeringer mener om Tibet-spørgsmålet,« siger han.

Og dermed tager han med de andre nævnsmedlemmer videre til Yushu længere vestpå i Qinghai-provinsen. Der ankommer de samtidig med, at eksilgrupper rapporterer, at også blot 100 km derfra, satte yderligere to tibetanere i går ild til sig selv i protest. De blev nummer 40 og 41.

Video: TV-Avisens reportage fra Udenrigspolitisk Nævns rejse til Kina (TVA 21:00, 20.juni 2012)